Pressen skrev
Læs artiklerne her på siden:
Hendes Verden
Politiken
HENDES VERDEN
(Se artikel i originalformat)
Ophold i paradis
Hist hvor vejen slår mange bugter, ligger Pension Holm Mølle. Det virker som om, det idylliske sted er placeret ved verdens ende, men der er ikke langt til Silkeborg. Her er man tæt på naturen med dens fugle og dyr, og her kan man fiske og kun høre frøernes kvækken.
Af Lone Agersted
Vores store eventyrdigter, H. C. Andersen, skrev engang om "hist hvor vejen slår en bugt". Skal man nå frem til Holm Mølle må den vejfarende belave sig på rigtig mange bugtninger, før målet er nået. Til gengæld havner man i en idyl, der er ganske tæt på den virkelighed, som digteren ofte beskrev, når han rejste rundt i sit fædreland.
Det virker soleklart, at ingeniør Nils Kærn valgte at slå sig ned, da han efter et langt liv med Danidas udviklingsprojekter i adskillige lande udså sig denne plet sammen med sin kone Dorte. Hun er socialpædagog og ledsagede ham på et par af de seneste ture.
Måske bliver der flere opgaver til den erfarne 66-årige ekspert, og under alle omstændigheder synes både han og Dorte på 51 år, at de har meget arbejde og megen energi i sig endnu. Derfor valgte de at åbne en pension for feriegæster. Lidt tøvende var de dog, for deres righoldige erfaringer inkluderede ikke indsigt i hoteldrift.
- Vi gik længe og spekulerede på, hvad vi ville, for det skulle være et fælles projekt. Det er spændende at arbejde sammen, og hvis vi skulle nå det, var tiden moden. Da muligheden så viste sig, sprang vi ud i det, fortæller Dorte Kærn.
Hun ledte ihærdigt på internettet, og da hun fandt Holm Mølle i nærheden af Silkeborg, blev der mailet til Burkina Faso. Ganske vist havde de talt om noget på Sjælland, men hvad var der egentlig galt med Jylland?
Glade gæster
Efter et par hektiske dage blev stedet deres, og det har moret dem at sætte sig ind i ejendommens historie: Allerede i 1200-taller lå her en mølle under Øm Kloster. Senere tilhørte den Silkeborg slot, og fra Frederik den Andens tid hørte den under kronen i 150 år til engang i 1700-tallet. Møllen fungerede til første verdenskrig, og derefter var stedet udelukkende en landbrugsejendom. Det nuværende hovedhus stammer fra 1856, men er nyindrettet lækkert, lyst og moderne af de nye ejere, der åbnede Pension Holm Mølle i april 2001.
De har åbent hele året med undtagelse af juleaften og nytårsaften, og mens de selv holder en uges ferie hvert år, passer et par af de voksne børn stedet.
Det har været hårdt arbejde at få sig etableret, men den store inspirationskilde er glade gæster, for folk på ferie har altid smilet fremme.
Det er en fantastisk herlig og positiv måde at møde nye mennesker på, og vores gæster kommer både fra Danmark, Holland, Norge og Tyskland. Det er altid roen, de fremhæver. Stedet er fortrinligt for fiskeglade gæster, og især børnene elsker at fiske her, sejle på åen, som går igennem grunden, og som løber ud i Gudenåen, eller plukke blomster og ser på dyrelivet, fortæller Nils og fortsætter: - Vi har den sjældne isfugl, ligesom natugler, skovduer og spætter trives i området og på selve grunden. Man kan opleve det fabelagtige syn, som et hejretræf er, og forundres over mængden af frøer og tudser, hvis unger gør græsset helt levende i juli. Vi har rådyr, ræve og egern, så her er nok at se på for naturelskere. Og så kan vi prale af, at gæsterne kan drikke kaffe i Paradis. Det er nemlig navnet op en lille plads med kurvemøbler, hvor der løber vand på begge sider, og hvor naturens lyde udgør en fascinerende blandet baggrund.
POLITIKEN
Silkeborgegnen
Silkeborgegnen er et vigtigt turistområde, og de fleste gæster på Holm Mølle bruger pensionen som startpunkt for ture i området. Tæt ved møllen snor en stig sig, hvor man vandrer mellem små damme og birketræer. Skråningerne vrimler med fingerbøl og blåhat. Naturen er tyst, så længe man ikke skræmmer agerhøns og andre dyr op. Langs åen flyver de sjældne isfugle.
Men hvis man for alvor skal nyde området, kræver det som minimum en cykel. Margueritruten skærer sig gennem landskabet tæt ved. Alling Sø, Hærvejen og nogle
smukke dalstrøg ligger få kilometer borte.
Silkeborg byder på kanoture og sejlads med Hjejlen, verdens ældste aktive hjuldamper, der har sejlet siden 1861. Byens museum huser blandt andet de jordiske rester af den 2000 år gamle Tollundmand.
På besøg i privaten
Silkeborgegnen byder på natur i særklasse, og Pension Holm Mølle er et centralt udgangspunkt for ture i området. Når man vælger Bed & Breakfast, køber man andet og mere end en overnatning.
"Man kan sige, at vi lukker en del af vores hjem op for folk". Dorte Kærn flytter sine sandaler over det polerede flisegulv i spisesalonen i Pension Holm Mølle. Ved siden af hende bugner en reol af keramiktøj, drikkeglas og klassisk porcelæn. En tung dør gaber ind mod opholdsstuen, hvor bordene vrimler med lokale turistguider og bøger om Silkeborg og omegn.
"Men vi kommer aldrig til at kede os".
Hun stiller en termokande på morgenbordet ved siden af en brødkurv. Bollerne dufter af durumhvedemel. Ovale kaffekopper af grå keramik toner på nogle flettede dækkeservietter.
Dorte Kærn kigger ud gennem de lave vinduer i stuehuset. En lavendelblå Mazda snegler sig forbi på grusvejen, der skærer sig gennem gårdspladsen og fortsætter over en bro ved siden af møllehuset.
Pension Holm Mølle ligger 12 km nord for Silkeborg tæt ved landsbyen Lemming.1. februar købte Dorte Kærn den trelængede møllegård sammen med sin mand, Nils. De friskede rummene op med maling og nye trægulve, installerede et nyt badeværelse og indrettede fem værelser med senge og møbler. I april 2001 slog de dørene op for de første gæster i pensionen.
På væggen i spisesalonen hænger to sort-hvide fotografier i trærammer. Det ene daterer sig til 1898 og viser en gammel møllebygning med hele 25 stærekasser på gavlen. For 100 år siden skurrede store møllesten mod hinanden bag de røde murstensmure og malede korn fra de omkringliggende gårde. Helt tilbage i 1200-tallet drev nogle munke en mølle på stedet.
Det andet fotografi bærer årstallet 1947. Her afløser et mindre hvidkalket hus den oprindelige røde møllebygning.
"I 1912 skiftede mølleren til at lave vandkraft. Desværre havde han glemt at regne på, hvor meget el, vandmøllen kunne producere, så det blev ikke nogen god forretning. Møllen lavede strøm, som svarede til skæret fra et stearinlys, og måtte lukke" griner Dorte Kærn.
På besøg
Danmark vrimler med bed & breakfast steder - den officielle guide over pensioner i Danmark opregner flere end 500. Mange af dem spirer frem på hobbyplan, når børn flytter hjemmefra og forældrene ikke aner, hvad de skal stille op med de ledige værelser. Andre lander som helhjertede sats, der nærmer sig egentlige hoteller - både i kvalitet og pris. Holm Mølle hører til den type.
Men hvorfor vælge et bed & breakfast som Holm Mølle, når Silkeborgegnen vrimler med udmærkede hoteller til næsten samme pris?
Måske fordi man som gæst føler, at man er på besøg hos Nils og Dorte Kærn. Og her er det selvfølgelig en smagssag, om man bryder sig om at kigge indenfor i sine værters liv, eller om man foretrækker et mere upersonligt ophold på et hotel.
64-årige Nils Kærn er vandingeniør. Hans job har blandt andet ført ham til tredjeverdenslande i Afrika, Asien og til Grønland. Dorte fulgte ham på flere af rejserne. De skrabede masser af kunsthåndværk og andre minder sammen undervejs.
Da parret indrettede Holm Mølle i foråret, miksede de deres samling af eksotiske genstande med møblementet i en cocktail, der præsenterer sig ganske smagfuldt.
Holm Mølles største gæsteværelse ligger med udsigt til en have, hvor høje løvtræer flankerer en udstrakt græsplæne. I de gammeldags vinduer knejser en lille elefantfigur i brunligt træ. Afrikanske perlekæder pryder væggene. Små fotografier fra det ludfattige afrikanske land Burkina Faso hænger i aluminiumsrammer med passepartout. På billederne vandrer kvinder i lange gevandter foran knastørre træer på en gold slette, en landsby rejser sig med spidse tage af siv, og to børn står foran en ørken.
Rummet er Holm Mølles "Afrika-værelse". De andre gemakker handler eksempelvis om det lille land Bhutan i Himalaya og om Grønland.
Roen og naturen
Nils Kærn står i en ternet skjorte ved siden af møllehuset, der stadig ligger på brinken til den vandrige Alling Å. Stæreflokkene vender trofast tilbage hvert forår, selv om redekasserne forsvandt for snuden af deres efterkommere for 80 år siden. Nu tager de til takke med reder under de røde teglsten på taget.
Men skovlhjulene er væk for længst, møllehuset tjener som garage for en traktorplæneklipper, og Holm Mølle lever kun op til sit navn ved en enlig møllesten, der læner sig op ad muren.
Nils stopper sin pibe, mens han skutter sig i den kølige brise. For nogle dage siden vendte han hjem fra Burkina Faso, hvor han for tiden bygger vandværker for Danida. Ingeniører nærmer sig de 65 år og går på pension om et lille års tid.
"Jeg ville gerne finde et job, så jeg ikke bare skulle sidde og vente på, at min kone kom hjem fra arbejde. Så nu skifter jeg spor og prøver noget helt andet end at være ingeniør og tekniker", siger han.
Dorte træder ud af stuehuset. Hun opgav for nylig et job som souschef i en børnehave for at hellige sig værtinderollen.
"Holm Mølle er ikke et sted, man skal komme, hvis man vil have gang i den. Vi har haft familier med børn som gæster, men de fleste kommer for at nyde roen og naturen og bruge vores sted som afsæt for ture i området", siger hun.
Sidst opdateret 8. juli 2009